Klar til at bære historier videre

Næsten intet overlever en barndom.

Nogle få ting gør. Aldrig de dyre, og aldrig dem, nogen besluttede at gemme. Et tæppe. En skjorte med en lappet manchet. Noget, der er blevet så blødt, at hånden kender det, før hovedet gør.

Ingen vælger hvilke. De vælger sig selv.

Så følger de med ud af huset.

Gennem den første lejlighed og den næste, gennem flytningen man svor ville blive den sidste. Aldrig pakket ud, aldrig helt smidt ud — en kasse, der bæres ned ad fire trapper af nogen, der ikke kan sige hvorfor.

Det er ikke stoffet, man gemmer. Det er rummet, det kom fra.

Og en aften tager man det frem.

Der er et barn i huset nu, og det er næsten sengetid, og hænderne gør noget, de lærte for femogtyve år siden, uden at nogen sagde, at de lærte det fra sig.

Det er det hele. Ingen sætter sig for at lave et arvestykke. Man laver tøjet godt nok til, at det stadig er der, når der er brug for det.